Et sogn på kanten Rubjerg sogn omgives af Mårup, Vennebjerg og Jelstrup sogne samt Skagerrak. Det temmelig jævne terræn hæver sig ud mod havet, hvor Rubjerg Knude når en højde over havet på 90 meter, og på en flere kilometer lang strækning bryder havet her en 70 meter høj klint, der består af stejltstillede sand- og lerlag, foldet op af isenes tryk under den sidste istid. Rubjerg Sogn har derfor ikke en naturlig adgang til selve stranden, da kystskrænten i hele sognets længde er høj og stejl. Trods Danmarks lange kystlinje ligger kun få kirker så nær kysten, som de gamle kirker i Furreby, Lyngby, Rubjerg og Mårup. Da de blev bygget for 800-900 år siden gik kysten ganske vist en halv til en hel kilometer længere ude. Men også dengang lå de på en fremskudt linje. Velstand i sognet Rubjerg sogn er, ligesom Furreby, Mårup og Nr. Lyngby sogne, lille i forhold til sogne andre steder i Vendsyssel. Det tyder på velstand, da kirkerne blev bygget. I hvert fald var der tilstrækkelig anlægskapital. Rubjerg sogn var således i begyndelsen af middelalderen rigt, og jorden var god til agerbrug. Så kom sandflugten, og sognet blev flere steder lagt øde. |
![]() Kirker på klinten
Her kan du læse om Rubjerg-, Nr. Lyngby-, Mårup- og Furreby sogn. Hent denne side som PDF
PDF åbner i nyt vindue |
---|