Havet bortfører konstant ler og sand fra stranden. Kystlinien rykker tilbage med en hastighed på 1 til 2 meter pr. år.
Nedbrydningen er et samspil mellem vind og nedbør. Når det regner, siver regnvandet ned gennem sandet, indtil det når det tætte lerlag. Vandet løber på overfladen af leret mod kysten, hvor det pibler frem midt på klinten.
Dette fænomen gør leret blødt og plastisk, således at det sammen med sandet kan skride ned på stranden. Her kan havets bølger føre det bort med kyststrømmen.

Fænomenet ses særlig tydeligt i nogle af de slugter, som findes i klinten f.eks. Grønne Rende syd for fyret (ud for plantagen). Man kan forvente, at klimaændringer i fremtiden vil medføre flere kraftige storme, og dermed accelerere kystnedbrydningen.